Forbruger: Tag et medansvar for dine lokale butikker
(Klik for fuld annonce)
Debatten om butikslivet er i gang mange steder. En del af debatten går naturligt nok på butikkernes vilkår og de reelle muligheder for at drive butik bl.a. i Udkants-Danmark.
Men når man ser på debatten, er der ofte et element, som er stort set fraværende, nemlig forbrugernes ansvar over for lokale butikker. Og dermed mener vi ansvaret for at benytte de lokale butikker flittigt, så de også er der i morgen, næste måned og næste år.
Velvidende at vi som forbrugere er nogen flygtige væsener, der i vidt omfang tænker ud fra tilbudsavisen, har vi et forbrugsmæssigt medansvar, hvis vi også ønsker at vores lokale butikker skal være lokale i morgen, og at vi ikke på grund af vores tidligere valg af indkøbssted i stedet for skal valfarte til den nærmeste Bilka eller det nærmest outlet for at klare vores daglige indkøb.
Det forbrugsmæssige medansvar betyder i praksis, at vi skal lægge langt hovedparten af vores indkøb i de lokale butikker. Dvs. vi skal ikke bare ligge småindkøbene lokalt på tanken. Nej, vi skal købe vores sko, vores dagligvarer og meget andet lokalt, for ingen butik kan leve af småindkøb fra tid til anden.
For gør vi ikke det, er vi som forbrugere selv med til at vælge, at vi ikke vil have lokale butikker. Først forsvinder udvalgsvarebutikkerne, dvs. skobutikken, farvehandleren, sportsbutikken osv. Og når de så er væk, ja så ryger købmanden m.m. Og når købmanden først er væk, så kommer der sjældent en ny butik, der kan eksistere på almindelige vilkår.
I mange andre sammenhænge stemmer forbrugerne med fødderne, når der er producenter eller andre, der gør sig uheldigt bemærket. Hvem husker ikke boykotten af fransk vin for år tilbage?
Som forbruger er den slags sikkert enklere at forholde sig til, men vi tror ikke på, at der er forbrugere, der ved deres fulde fem bevidst vælger, at de ikke vil have lokale butikker og derfor handler et andet sted.
Men det kræver et bevidst tilvalg af de lokale butikker, hvis de også skal være der i morgen og ikke blot være erstattet af et tilkalket vindue eller en Bilka 40 kilometer væk.
-

Fredag den 31. maj 2013.
Læs mere…
-

Billeder fra konfirmationsmesse
Forberedelserne til messen 2014 er i gang ....


